Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Byerne - drivkraften for udvikling


Bestseller ved E45

Kommuneplanen er med til at skabe rammerne for oplevelses- og vidensamfundet og skal bl.a. sikre, at Trekantområdet også fremover kan være Danmarks produktionscentrum. Byudviklingen er dog underlagt en række bindinger, der skal sikre overordnede hensyn til natur, landskab, grundvand, landbrug m.m. Det er også i kommunernes interesse at sikre langsigtede hensyn i planlægningen således, at man også om 20-30 år kan tilbyde boliger i sunde, attraktive og velbevarede byer og landsbyer med rekreative områder. Kvaliteter, som bliver stadigt vigtigere i konkurrencen med andre byer. I den sammenhæng er udgangspunktet, at byudvikling sker i, og i direkte tilknytning til, de eksisterende bysamfund.

Samspillet mellem bosætning, arbejdspladser og uddannelsesmuligheder skal øges via en stærk lokaliseringspolitik, som skal gøre det attraktivt for virksomheder og arbejdskraft at bosætte sig i Trekantområdet. Infrastrukturen er et vigtigt bindeled og har en af de højeste prioriteter. Infrastrukturen har også en stor rolle i forhold til at fremtidssikre Trekantområdet, således at den åbne, grønne storby kan fungere som et samlet hele, hvor borgerne bor i én by, arbejder i en anden by, videreuddanner sig i en tredje by, shopper i en fjerde by, går i biografen og teatret i en femte by og så videre. Alt sammen noget som er med til at give synergi.

Gennem byernes tætte indbyrdes beliggenhed, deres forskelligheder, variationen i boligområderne og en mangfoldighed af tilbud står Trekantområdet stærkt på landsplan. Tilbuddene er varierede og byder på mange indkøbsmuligheder, kulturoplevelser, fritidsaktiviteter, velplacerede og velfungerende erhvervsområder, mangfoldige uddannelsesmuligheder samt levende landdistrikter med spændende naturoplevelser og rekreative muligheder.

En stadig større del af befolkningen ønsker at bo og færdes i levende bymiljøer med et varieret og sammensat byliv. Attraktive bymiljøer er derfor en vigtig drivkraft for, at vi i Trekantområdet kan få yderligere vækst i indbyggertal og arbejdspladser, og en række byudviklingsprojekter er igangsat. I Trekantområdet vil vi satse på en byudvikling, hvor specielt de store byer i området skal fungere som drivkraft for væksten.

En af tidens udfordringer ligger i det øgede fokus på forandringer i klimaet og dermed større bevidsthed om ressourcebehov- og forbrug. Skiftet betyder, at borgere og virksomheder skal vise stor vilje til at bygge eller forbedre og ombygge på en måde, der kræver et mindre ressource- og energibehov.

Det forandrede klima betyder i Danmark muligheden for flere og længerevarende hedebølger, kraftigere stormfloder samt mildere vintre med flere ekstreme regnskyl. Dette bliver en vigtig faktor i forhold til planlægningen, som skal forsøge at sikre en naturlig håndtering af vejrets indvirkning på bymiljøet bl.a. ved at nytænke byernes landskab, afstrømning af vand, etablering af lokal natur og biodiversitet med mere.

 

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57