Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

2.5.4 Byudvikling og overordnede veje

Retningslinje
  • Nye områder til byudvikling skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til det eksisterende og planlagte overordnede vejnet, og der skal sikres plads til etablering af fremtidens kollektive trafik (busser, tog, letbane m.v.).

  • De nære landskaber til motorveje og øvrige fjerntrafikveje kan kun bebygges på baggrund af en kvalitativ helhedstænkning. Mellem byerne skal der fortsat bevares åbne landskaber langs motorvejene. 

  • Som hovedregel kan byudvikling kun foregå på den bynære side af eksisterende og planlagte overordnede veje, der forløber uden om byen.

Redegørelse

Nye områder til byudvikling skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til det eksisterende og planlagte overordnede vejnet. Udviklingen af større byudviklingsområder skal ske på baggrund af en kvalitativ helhedsplanlægning.

Det overordnede vejnet udgør ofte en naturlig afgrænsning mellem byen og det åbne land i forhold til natur og landskab. Derfor er det vigtigt, at der ved udpegning af nye områder til byudvikling, tages hensyn til det eksisterende overordnede vejnet. En uhensigtsmæssig placering af nye områder til byudvikling kan dels resultere i en reduceret fremkommelighed på vejnettet og dels vanskeliggøre en hensigtsmæssig og trafiksikkerhedsmæssig forsvarlig sammenhæng mellem bydele på hver sin side af vejnettet. Omvendt skal det ved planlægning af nye vejanlæg sikres, at de ikke udgør en barriere for fremtidig byudvikling.

Motorvejene udgør et dominerende element i landskabet. Det første indtryk, mange besøgende og gennemrejsende får af Trekantområdet, er netop motorveje og andre overordnede veje og især erhvervsarealer i tilknytning hertil. Der skal i motorvejenes nære landskaber være områder, hvor natur og landskab er det bærende element. Afhængig af landskabets karakter er det i nogle tilfælde hensigtsmæssigt at beplante motorvejenes nære landskab, mens det i andre tilfælde bør friholdes for beplantning.

Der kan godt bygges langs motorvejene i forbindelse med eksisterende byområder, hvis samspillet mellem by, motorvej og landskab er præget af kvalitet og helhedstænkning. I den forbindelse anses 300 m på hver side af motorvejene som det nære landskab. Ved nyere vejanlæg har den landskabelige indplacering haft stor betydning for anlæggets placering. Derfor skal byggeri udformes, så vejanlæggets placering og udformning samt landskabstypernes særkender respekteres. På grund af den fremtrædende placering skal sådant byggeri være præget af arkitektonisk kvalitet, og det bør f.eks. sikres, at virksomheder med udendørs oplag får en mindre synlig placering.

Nye byområder skal anlægges sådan, at der ikke skabes trafikale problemer på det overordnede vejnet.

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57