Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Bosætning

Mål

Trekantområdet skal være kendetegnet ved attraktive bosætningsområder med varierede boligområder og fokus på kvalitet.

Redegørelse  til mål

Trekantområdet som bosætningsområde
Trekantområdet udgør et stort potentiale som samlet bosætningsområde, fordi der er mange arbejdspladser - både i området og i de større omkringliggende byer, som man kan nå inden for en times kørsel. Gode bosætningsmuligheder kan endvidere medvirke til at tiltrække og fastholde arbejdskraften i Trekantområdet og dermed styrke erhvervsudviklingen yderligere. En øget pendling mellem hjem og arbejde gør, at boligerne skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til den kollektive trafik og de overordnede veje.

Befolkningsudvikling i Trekantområdet
Befolkningsudviklingen i Trekantområdet som helhed afspejler udviklingen på landsplan med en forventet moderat befolkningstilvækst, præget af en mindre nedgang i børn og unge, færre voksne i den erhvervsaktive alder og flere ældre. I Vejle og Kolding kommuner tegner billedet sig anderledes, idet befolkningstilvæksten er højere end landsgennemsnittet. Den for nogle kommuner beskedne befolkningstilvækst rummer imidlertid vigtige forskydninger med betydning for boligmarkedet; Der bliver flere aleneboende, hvilket vil medføre en større efterspørgsel efter boliger. Ligeledes betyder stigningen i antallet af ældre borgere, at der vil være behov for et større antal boliger til denne befolkningsgruppe.

Nye bolig- og bosætningspræferencer
Trekantområdets fremtidige udvikling vil i stort omfang afhænge af dels befolkningsudviklingen og dels befolkningens bolig- og bosætningspræferencer. En stigende andel af befolkningen ønsker at bo og færdes i levende bymiljøer med et varieret og sammensat byliv. Attraktive bymiljøer er derfor en vigtig drivkraft for, at vi i Trekantområdet kan få yderligere vækst i antallet af borgere og arbejdspladser. Samtidig er befolkningens boligpræferencer, boligvalg og livsstil under stadig forandring. Den store ejerbolig er fortsat populær, men et stigende antal singler, ældre og indvandrere medfører et øget behov for mindre, billigere og lettere omsættelige bynære lejeboliger. Det stiller krav til planlægningen for et mere varieret boligudbud og skaber øget behov for byomdannelse og fortætning.

Et varieret boligudbud
Boligudbuddet  i Trekantområdet skal bidrage til attraktive og varierede bosætningsmuligheder for alle befolkningsgrupper. Der skal derfor tilbydes et varieret boligudbud i såvel by- som landzone med forskellig beliggenhed og karakter, som appellerer til forskellige målgrupper. Danskerne har en høj grad af stedstilknytning. Boligplanlægningen bør tilstræbe mulighed for, at borgere kan blive boende i deres lokalområde, selvom livsfase eller livsvilkår ændrer sig.

Byomdannelse og fortætning
Byomdannelse og fortætning skaber bosætningsmuligheder, der ikke kun skal forfølges i de største byer. Attraktive områder med boliger blandet med erhverv og offentlige formål dannes ved fortætning og udfyldning i de eksisterende byområder samt ved byomdannelse af gamle erhvervsarealer og havnearealer. De boliger, der kan etableres på denne måde, kan bidrage til gode bymiljøer og byliv, giver en god udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og set fra brugerens synspunkt, er boligen tæt på butikker og andre tilbud.

Trekantområdets boligudvikling
I Trekantområdet vil vi satse på en boligudvikling, hvor specielt hovedbyer og centerbyer skal fungere som drivkraft for bosætningen. Men også lokalbyerne og landsbyerne har bosætningspotentialer. I perioden 2004-2015 er der bygget mere end 1.300 boliger hvert år. 46 % af boligerne er parcelhuse, 25 % er tæt- lav bebyggelse, 23 % er etageboliger, mens resten er landbrugsbygninger, kollegieboliger og andre boligtyper.

I Trekantområdet er der udlagt arealer til 29.706 boliger, hvoraf 9.526 boliger etableres ved fortætning og byomdannelse af eksisterende byområder (se skema i afsnittet om arealer til byudvikling). Nye arealudlæg er udlagt ud fra de principper om byudvikling, som er omtalt i afsnit 2.5. Det er desuden tilstræbt at give de mindre lokalbyer mulighed for en vis udbygning.

Boliger i landsbyerne
Nye landsbyboliger skal indpasses i de eksisterende landsbymiljøer. Placeringen skal understøtte landsbyens sociale liv samt have nærhed og adgang til naturen og det åbne land. I mindre landsbyer (i landzone) skal nye boliger som udgangspunkt ske ved huludfyldning eller på en måde, som understøtter landsbyens struktur.

Faktaboks

Bolig- og bosætningsanalyse
Trekantområdet har i forbindelse med Kommuneplan 2017-2029 fået udarbejdet en bolig- og bosætningsanalyse ved Statens Byggeforskningsinstitut, SBI.

Analysen undersøger udviklingen i boligpræferencer og boligefterspørgsel, herunder flytteårsager, og den demografiske udvikling. Analysen har særligt fokus på befolkningsgrupperne: singler/aleneboende, ældre og indvandrere, hvis bolig- og bosætningspræferencer er vigtige, da særligt disse grupper er i vækst.

Analysen har bidraget til at skabe et fokus på, at der forventes efterspørgsel på mindre, fleksible og lettere omsættelige, bynære boliger. Denne type efterspørgsel kan indgå som led i ønsket om at skabe et varieret boligudbud i Trekantområdet og dets byer.

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57