Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Kystbeskyttelse - Haderslev Kommune

Mål

Byrådet ønsker at beskytte befolkningen mod oversvømmelser og erosion fra havet og at sikre og forbedre befolkningens adgang til kyster og strande samt mulighederne for færdsel langs strandene.


Byrådet i videst mulig omfang ønsker at bevare kyster og strande med stort rekreativt indhold og at bevare Haderslev Kommunes naturlige kyster, hvor den frie dynamik og de naturlige kystprocesser opretholdes.

Redegørelse til mål

Udførelse af kystbeskyttelse reguleres af lov om kystbeskyttelse. Loven administreres af Kystdirektoratet, der afgør, om der kan gives tilladelse til kystbeskyttelse. Til brug for denne afgørelse høres en række instanser, herunder kommunen.

Kystbeskyttelse er sandfodring, høfder, moler, kystværn, diger, bølgebrydere og broer.

Nedenfor følger den praksis, som Haderslev Kommune lægger til grund for sine udtalelser til Kystdirektoratet.

Generelt
Kysterne i Haderslev Kommune er varierede og værdifulde. Byrådet ønsker, at disse værdier bevares og udvikles i højere grad, end tilfældet er i dag. Byrådet vil lægge vægt på, at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder, således at de dynamiske processer som f. eks. erosion, pålejring og periodiske oversvømmelser kan forløbe uhindret, og hensynet til flora og fauna kan respekteres. Det er også væsentligt, at offentlighedens adgang til kysterne og strandene bevares og forbedres. Det er især aktuelt ved sommerhusområder og badestrande, men også hvor strande og kyster repræsenterer andre væsentlige rekreative værdier og naturoplevelser. Befolkningens benyttelse af kysten skal afvejes i forhold til den natur, der samtidig ønskes beskyttet.

Etableringen af kystbeskyttelsesanlæg har ofte en negativ virkning på nærliggende kyststrækninger og forstyrrer de naturlige kystprocesser. Derfor skal etablering af kystbeskyttelse som udgangspunkt undgås og ske under hensyntagen til planlovens kapitel 2 a om planlægning i kystområderne. Se afsnit 3.5.4 Kystnærhedszonen.

Som hovedregel ønsker byrådet derfor kun at anbefale udførelsen af kystbeskyttelsesforanstaltninger, når væsentlige hensyn taler herfor. Kystbeskyttelsesanlæg kan i den forbindelse etableres for at modvirke erosion på kysten, eller for at sikre mod oversvømmelser og lignende .

Haderslev Kommune vil arbejde for færre og bedre kystsikringsanlæg for herved at øge befolkningens mulighed for færdsel langs kysten.

Havdiger
Haderslev Kommune ønsker at eksisterende havdiger, der beskytter befolkningen og væsentlige samfundsinteresser mod stormflod, bevares og vedligeholdes.

Kystbeskyttelse til særlige formål
Haderslev Kommune ønsker, at kystbeskyttelse kun foretages, hvor det tjener til at beskytte eksisterende helårsbebyggelser og infrastrukturanlæg, som er erosionstruet indenfor 25 år.

Eksisterende kystbeskyttelsesanlæg
Eksisterende kystbeskyttelsesanlæg, der skæmmer landskabet, er uvirksomme, unødvendige, mangelfulde, generer nabostrækninger eller hindrer eller vanskeliggør offentlighedens adgang, bør ombygges eller fjernes. Hvor et etableret kystsikringsanlæg er blevet uvirksomt, eller unødvendigt vil kommunen anbefale, at ansøgninger om renovering eller udbygning af kystsikringsanlæg ikke imødekommes.

Se afsnit 3.6.5 om Bade- og bådebroer langs kyststrækninger i Haderslev Kommune.

Se afsnit afsnittet om Trekantområdets natur- og kystområder.

Se afsnittet om klimatilpasning.

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57