Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Turisme

Mål

Trekantområdet skal fastholdes som det mest besøgte turistområde i Danmark med turistattraktioner uden for Hovedstadsområdet.

Billund og verdensarvsområder skal være drivkraften for turismeudviklingen og dermed bidrage til at styrke udviklingsmulighederne i Trekantområdet som sådan.

Mulighederne for overnatning og ophold på Trekantområdets feriehoteller, feriecentre, campingpladser og vandrehjem skal være tids- og behovssvarende.

Trekantområdet skal fastholde sin position som førende inden for dansk erhvervsturisme og udvikle området som et internationalt mødested.

Trekantområdet skal etablere sig i top 5 over bedst præsterende eventaktører i Danmark, herunder med fokus på at afholde nationale og internationale kultur- og idrætsbegivenheder.

Eksisterende sommerhusområder skal bevares og udvikles som tidssvarende og attraktive ferieområder.

Nye områder til indlandssommerhuse skal understøtte eksisterende bysamfund og større ferie- og fritidsanlæg.

Redegørelse til mål

Turismen spiller en vigtig rolle, økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, og der er forudsætninger for en udvidet satsning inden for turismeområdet.

Gennem Kommuneplanen tilvejebringes den fysiske planlægning, der understøtter udviklingen af turismen i Trekantområdet. Kommunerne i Trekantområdet er på forskellig vis involveret i en række turismesamarbejder, som med de seneste års nationale og regionale indsatser på turismeområdet, har fået betegnelsen destinationsudvikling:

Destination LEGOLAND Billund Resort
Siden 2009 har der været samarbejder mellem turistattraktionerne Legoland, Lalandia Billund og Givskud Zoo om en fælles markedsføringsindsats på de udenlandske markeder. I 2014 blev der indgået et formelt partnerskab ved foreningen Destination LEGOLAND Billund Resort med deltagelse af kommuner fra Trekantområdet. Turismesamarbejdet skal blandt andet udnyttes til international markedsføring af områdets besøgs-, shoppings-, og overnatningssteder.

Destination Lillebælt
I Destination Lillebælt samarbejder Fredericia, Kolding og Middelfart kommuner med en lang række private partnere om at udvikle mange forskellige tiltag og tilbud med afsæt i Lillebælt og de kystnære kvaliteter. Turismesamarbejdet tager udgangspunkt i områdets unikke natur- og kulturværdier og handler om gennem en balance mellem benyttelse og beskyttelse at skabe nogle fælles oplevelses- og vækstprojekter baseret på de natur- værdier og turismeaktører, der findes i området omkring Lillebælt.

Destination Sønderjylland
Destination Sønderjylland er et samarbejde mellem kommuner i Sønderjylland og deltagelse af Haderslev fra Trekantområdet, om en fælles turismestrategi og styrkelse af turismeudviklingen i regionen. Destination Sønderjylland arbejder sammen med turismeaktørerne for at skabe unikke ferieoplevelser i Sønderjylland baseret på sønderjysk kultur og identitet - med de tre fyrtårne: Historien, madoplevelsen og naturen.
 
FOMARS – Foreningen til Markedsføring af ferieturisme i Syddanmark
FOMARS har siden etableringen i 2012 bidraget til at markedsføre regionen som en feriedestination overfor udenlandske markeder som f.eks. Sverige, Norge, Tyskland og Holland – herunder blandt andet i forbindelse med oprettelse af nye internationale flyruter til Syddanmark. Områdets destinationsselskaber indgår i organisationen, lige som samarbejdet omfatter områdets kommuner, Region Syddanmark, turistbureauer samt en række turismeaktører og attraktioner.

Ferie- og kursuscentre, andre overnatningssteder samt større turistanlæg
Ferie- og kursuscentre samt andre overnatningssteder henvender sig både til den almindelige ferieturisme og erhvervsturismen (møder, kurser, konferencer, etc.).

Efterspørgslen efter ferie- og kursuscentre samt andre overnatningssteder har været stigende i de seneste år. Trekantområdet har med sin centrale geografiske beliggenhed nydt godt heraf. Potentialet for at udvikle efterspørgslen yderligere anses ligeledes at være til stede. Det er derfor væsentligt, at der i Trekantområdet er et tilstrækkeligt antal hoteller, konference- og feriecentre til at imødekomme dette behov.

De større øvrige turistanlæg omfatter blandt andet:

     • Natur- og dyreparker

     • Forlystelsesparker

     • Andre større konkrete turistanlæg, som f.eks. Lalandia Billund, og Danmarks største 
        campingplads, Gammelbro Camping ved Haderslev

Ressortturismen skal udvikles i Trekantområdet. Udviklingen af ressortturismen tager afsæt i at finde det rette miks, mængde og kvalitet af indkvartering, oplevelser, underholdning, shopping mv. Der vil derfor være en koncentration af flere større turistanlæg.

Campingpladser
Campingformen udgør en stor del af den samlede turisme i Trekantområdet.

Udviklingen inden for campingsektoren er præget af, at campingpladser udvides i retning af væsentligt større pladser opbygget efter et helt andet og mere aktivitets- og underholdningspræget koncept end hidtil.

Campingpladsernes udvikling skal ske i respekt for de særlige værdier knyttet til de kystnære egne og til natur-, kultur- og landskabsinteresser i øvrigt samt lokalbefolkningens interesser.

I indlandet er der desuden mulighed for at udlægge areal til nye campingpladser. Pladserne skal placeres i tilknytning til byerne for at understøtte disse byers service, og størrelsen skal tilpasses byernes størrelse.

Sommerhusområder
Sommerhusområder skal fremstå som et kvalitetsprodukt til bl.a. turisterne. Det handler bl.a. om at give områderne et kvalitetsløft i form af fællesanlæg, grønne stier, naturgenopretning, cykelruter og rekreative tilbud.

Nye sommerhusområder kan være med til at understøtte landdistrikterne, således at de kan udvikles til levende lokalsamfund med bosætning, erhverv og fritidsmuligheder. Ifølge planloven må der dog ikke udlægges nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.

Redegørelse - Haderslev Kommune

De turister, som besøger Haderslev Kommune, kommer i langt overvejende grad fra Tyskland og Danmark. De søger samvær, genopladning, aktive og autentiske oplevelser, og de har behov for at udforske sig selv og deres omverden.

I Destination Sønderjylland samarbejder de fire sønderjyske kommuner om en fælles turismestrategi og arbejder for sammen med turismeaktørerne at skabe unikke ferieoplevelser i Sønderjylland baseret på sønderjysk kultur og identitet - med de tre fyrtårne: Historien, madoplevelsen og naturen. 

Destination Sønderjyllands tre fyrtårne er formidlingsvinkler, der har folkelig appel, og de indrammer det, vi betragter som kulturarven. Oplevelsesstrategien er en strategi for turismeudvikling i Haderslev Kommune. Den er udarbejdet med udgangspunkt i Destination Sønderjyllands arbejde, Visit Haderslevs oplæg omkring turismepotentialer i området, Kommuneplan 2013 og Haderslev som kulturarvskommune.  I oplevelsesstrategien indgår fire temaområder, som de samlende og bærende søjler i udviklingen af oplevelsesområdet: Gram Slotsby, ACTURE PARK, Haderslev Historiske Handelsby og Lillebælt Lokker. Inden for hvert temaområde samarbejdes der på tværs mellem turisme, handel, forenings- og kulturliv om at styrke turismeudviklingen i kommunen ved at skabe større og bedre oplevelser, aktiviteter og events, som skal være fremtrædende i destinationens markedsføring. Med udgangspunkt i oplevelsesstrategien ønsker Haderslev Kommune at øge synliggørelsen af Haderslev Kommune, skabe øget kendskab til kommunens turisttilbud og dermed forlænge turistsæsonen og øge turistomsætningen i kommunen.

Haderslev Kommune grænser op til tre destinationssamarbejder, og strategien  åbner for samarbejder med nabodestinationerne, når dette giver mening, f.eks. i forhold til særlige målgrupper eller aktiviteter.

Temaområder (se kort her)
Gram Slotsby
Gram er en unik by, der rummer en bred vifte af kultur og historie kombineret med smukke omgivelser og en dejlig bymidte med spændende handelsmuligheder. Ved at samle og engagere byen, kulturlivet, erhvervet, foreningerne og slottet, skabes der et samarbejde, der skal danne grundlag for en fælles identitet, der udvider og forstærker oplevelsen af Gram som slotsby.

ACTURE PARK
En række partnere samarbejder om at etablere et nyt oplevelsesfyrtårn i Syd- og Sønderjylland i form af oplevelsesparken ACTURE PARK. En virtuel park, der kombinerer de unikke naturoplevelser med den store koncentration af actionprægede aktiviteter langs Tunneldalen fra Haderslev Fjord i øst til Skrydstrup ved Vojens i vest.

ACTURE PARK

Skitse af ACTURE PARK

Haderslev Historiske Handelsby
Haderslev Historiske Handelsby samler ideer og tiltag, fx HaderslevWIKI  og skaber udvikling, som forstærker samspillet mellem handel, historiefortælling, kreativitet og oplevelser i bymidten.

Lillebælt Lokker
Erhverv, kultur og foreninger samarbejder om udvikling og profilering af hele Haderslevs lillebæltkyst som et attraktivt ferieområde året rundt.

Organisering af turismeområder
DSSJ (Destination Sønderjylland) – markedsføring, salg og udvikling
VisitHaderslev – turistservice og lokal markedsføring
HER (Haderslev Erhvervsråd) – udvikling af hele oplevelsesområdet i Haderslev Kommune

Det vil vi - Haderslev Kommune

Vi vil synliggøre og videreudvikle de mange oplevelsesværdier i byer og landdistrikter i arbejdet med oplevelses- og turismeområdet i Haderslev Kommune. F.eks. ACTURE PARK, Lillebælt Lokker, Gram Slotsby og Haderslev Historiske Handelsby.

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57