Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Trafik, tekniske anlæg og støj


Vojens station

Trekantområdet er begunstiget af en central placering, hvor landets vigtigste overordnede vej- og baneforbindelser mødes. Mange virksomheder har derfor placeret sig i Trekantområdet, da det er en ideel placering i forhold til både logistik og tilgængelighed.

I Trekantområdets Vækststrategi fra 2013 er det et væsentligt element, at områdets centrale beliggenhed skal understøttes af en fortsat velfungerende infrastruktur, der giver optimal tilgængelighed og høj mobilitet. Dette betyder i denne sammenhæng, at Trekantområdet skal have hurtige, hyppige og højklassede forbindelser til andre vigtige vækstcentre i ind-/udland i form af vej- og togforbindelser til landets øvrige store byer og mod Hamburg, gode forbindelser til Billund Lufthavn samt en robust vej- og baneinfrastruktur, der kan klare nuværende og kommende trængsel, når den evt. opstår.

Den overordnede infrastruktur er et statsligt ansvar, fordi samkvemmet med omverdenen foregår ad de overordnede statslige vej- og baneforbindelser, der passerer gennem og mødes i Trekantområdet.

Det er også på det statslige net af veje og baner, at de største trafikale flaskehalse opstår og dermed skaber barrierer for fremkommeligheden. Barriererne skyldes især utilstrækkelig kapacitet. Det kan ses på de betydelige trængselsproblemer, der allerede i dag kan iagttages på de centrale dele af det overordnede vejnet i området, og som ifølge prognoser forventes at blive væsentligt forværret de kommende år. Dernæst en utidssvarende standard, der eksisterer på vejforbindelserne til Billund Lufthavn, og endelig er de ikke-konkurrencedygtige rejsetider, der eksisterer på mange jernbane-
forbindelser, en væsentlig barriere for optimal tilgængelighed og mobilitet.

Ud over den statslige infrastruktur er Billund Lufthavn og områdets havne meget vigtige elementer i forhold til Trekantområdets optimale tilgængelighed og mobilitet i forhold til omverdenen.

Status på Trekantområdets transportsystem

Godstransport
På godssiden sker håndteringen på følgende centre:

     • Havnene i Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle.

     • Billund Lufthavn.

     • Taulov Transportcenter.

     • Exxit 59 nord for Vejle.

Fredericia Havn er en af Danmarks største godshavne. Havnen håndterer både internationalt og nationalt gods, og har som en af Danmarks få dybvandshavne mulighed for at betjene alle former for skibstyper. Havnen er desuden krydstogthavn for hele Region Syddanmark. Her ud over er der erhvervshavne i Kolding og Vejle, hvor begge er i vækst og under udvidelse.

Taulov Transportcenter er med nærhed til motorvej og jernbane et vigtigt knudepunkt for godshåndtering både via omladning mellem lastbiler og jernbane og mellem lastbiler. Taulov Transportcenter oplever i disse år en kraftig vækst, hvor nye operatører etablerer sig i området med henblik på at skabe nye fleksible rammer for logistiske løsninger. For banetransport fungerer kombiterminalen i Taulov som fordelingscentral for banegods til resten af Europa.

Exxit 59 er en vigtig omladningsterminal for godstransport på lastbiler. Herudover omfatter Exxit 59 et bredt spekter af servicefaciliteter for landtransport, transportuddannelse, distributionsvirksomheder og servicevirksomheder.

Det forventes, at lastbilernes andel af den internationale transport vil være stigende, og at den største vækst bl.a. vil være koncentreret i korridoren mellem Trekantområdet og Hamburg.

Det må forventes, at indførelsen af modulvogntog på dele af motorvejsnettet vil lette trængslen i Trekantområdet.

Persontransport
På persontransporten betjenes Trekantområdet af såvel individuel vejtransport som kollektiv trafik i form af tog, bus og fly. På vejsiden er Trekantområdet først og fremmest betjent af motorvejene E20 og E45 samt motorvejen Vejle-Herning. Trekantområdet har således motorvejsforbindelser i fem retninger.

Trekantområdets største byer bindes sammen af jernbanen, hvor der som minimum er halvtimesdrift. Som supplement til jernbanen betjenes Trekantområdet af regionale og lokale busruter.

Aktuelt er Transportministeriets officielle forventninger, at trafikken på det overordnede vejnet gennem Trekantområdet (E20 og E45) vil stige omkring 27 % i perioden 2010-2030. Disse officielle tal er dog allerede ved at være overhalet af virkeligheden, idet trafikken steg med 20-30 % i perioden 2010–2015. Således er den forventede stigning i hele perioden frem til 2030 stort set allerede realiseret.

Langt den største del af rejserne i Trekantområdet foregår i dag med bil. 90 % af de kørte kilometer i Trekantområdet foregår i bil, og denne andel er svær at påvirke. Et problem er bl.a., at den kollektive trafik ikke i dag er et tiltrækkende alternativ til brug af bilen, bl.a. fordi rejsetiderne mellem de større byer i Trekantområdet er længere end i bil, og fordi serviceniveauet er lavt (regularitet, driftssikkerhed, terminalforhold etc.).

Fremkommelighedsproblemer
Med en årsdøgntrafik på motorvejene ved Vejle Fjord og omkring Kolding på godt 80.000 biler pr. døgn er Trekantområdets motorveje blandt landets mest trafikerede, og på flere strækninger er der betydelige trængselsproblemer.

Strækningerne med de største kapacitetsproblemer er i rækkefølge:

     1. E20 fra Nørre Aaby mod Odense.
         Her foreligger allerede en anlægslov for en udvidelse.

     2. E20/E45 rundt om Kolding.

     3. Her er gennemført en VVM-undersøgelse vedrørende en udvidelse.

     4. E45 mellem Christiansfeld og Kolding.

     5. Vejlefjordbroen med tilstødende strækninger.

Pendling i Trekantområdet
Som det fremgår af skemaet, pendler omkring 107.000 personer pendler hver dag til og fra arbejde over en kommunegrænse internt i Trekantområdet eller til eller fra Trekantområdet. Dette tal har været stigende gennem de seneste mange år. Mellem 2008 og 2013 er pendlertallet steget med 2-3 % på trods af, at der i den samme periode er sket et fald i det samlede antal arbejdspladser på 5-6 % både i Trekantområdet og på landsplan. Samtidig pendles der over større afstande. Den daglige pendlingsafstand for Trekantområdets borgere er steget med omkring 10 % i perioden fra 2008 til 2013. Det er vigtigt, at Trekantområdet har en infrastruktur og et kollektiv trafikudbud, der kan håndtere denne stigende pendling på en hensigtsmæssig måde.

 

Billund Lufthavn
Billund Lufthavn er Vestdanmarks vigtigste lufthavn og betjente i 2015 godt 2,9 mio. passagerer, heraf knap 2,8 mio. passagerer til/fra udenlandske destinationer. Billund Lufthavn betjener det meste af Jylland og Fyn.
 
Strategiske undersøgelser af fremtidens infrastruktur
Bl.a. på baggrund af Infrastrukturkommissionens betænkning fra januar 2008 blev der i  januar 2009 indgået en bred politisk aftale om ”En Grøn Transportpolitik”.  Ud over beslutning om en række konkrete infrastrukturprojekter, der anlægges frem mod 2020, blev det besluttet at gennemføre to overordnede strategiske analyser af fremtidens infrastrukturbehov i henholdsvis hovedstadsområdet og Østjylland. Østjyllandsanalysen omfatter også øst-vest forbindelser. De strategiske analyser er afsluttet i perioden 2013-2015 og omfatter nedenstående projekter med relevans for Trekantområdet:

     • Udbygning af E45.

     • Ny midtjysk motorvej.

     • Ekstra kapacitet over Lillebælt.

     • Kattegatforbindelse.

     • Timemodel for hurtige tog samt udbygning og opgradering af regionalbaner.

Med aftale om Timemodellen fra 2014, vedrørende hurtige tog mellem landsdelene, en baneforbindelse til Billund, aftale om Finanslov 2017 der bl.a. omfatter aftalen om undersøgelse af nye større vejprojekter fra december 2016, herunder forundersøgelse og VVM af ny midtjysk motorvej fra Haderslev til Hobro, via Billund, er der fulgt op på en del af de strategiske undersøgelser.

Aftalen om Timemodellen er knyttet til beskatning på Nordsøolien. På grund af de lave oliepriser er dette finansieringsgrundlag pt. noget usikkert, og det er derfor uvist, om dele af aftalens elementer vil blive udskudt eller opgivet. Vedrørende en ny midtjysk motorvej er der pt. kun bevilget penge til forundersøgelse/VVM, og finansiering af selve anlægget udestår.

Vedrørende en Kattegatforbindelse har regeringen meddelt at den videre planlægning ikke vil blive videreført på nuværende tidspunkt. Årsagen hertil er den strategiske analyse, som har vist, at den forudsatte brugerfinansiering ikke er realistisk på kort og mellemlangt sigt.

Der er besluttet at anlægge en fast Femern-forbindelse, der forbinder det østlige Danmark og Lübeck/Hamborg-området. Etableringen er vedtaget med anlægslov og traktat mellem Tyskland og Danmark, men afventer pt. de tyske miljøgodkendelser. Anlægget forventes tidligst færdigt i 2026-2028. Trafikalt vil den kun have marginal betydning for Trekantområdet. I forbindelse med VVM-undersøgelsen vedrørende udvidelse af E20 på Vestfyn har Vejdirektoratet i samarbejde med Sund & Bælt A/S konkluderet, at en Femern-forbindelse kun vil aflaste E20/E45 gennem Trekantområdet med 500-600 biler i døgnet. De nyeste prognoseberegninger viser dog en lidt større overflytning fra Storebælt/Lillebælt, men vil i realiteten ikke kunne mærkes, da denne ekstra trafikmængde ikke svarer til mere end den almindelige vækst i trafikken på 1-2 år på Lillebælt.

På banesiden vil den nye Femern-forbindelse komme til at betjene størstedelen af de gennemkørende transitgodstog  mellem Sverige og Tyskland, der i dag kører gennem Trekantområdet uden stop. Det vil dels betyde en reduktion af trafikken med op imod 40-50 daglige godstog gennem bl.a. Middelfart og Kolding, og dels vil det medføre, at banen opnår en bedre kapacitet, så der kan køre flere passagertog, f.eks. til betjening af Trekantområdet.

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57