Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Støjforhold

Mål

Støj skal så vidt muligt undgås eller dæmpes ved kilden. Støjende anlæg, virksomheder og aktiviteter skal placeres og drives, så de ikke generer omgivelserne.

Der skal sikres områder i det åbne land, hvor det er muligt at opleve naturens stilhed, og i byerne skal sikres rekreative områder med en relativ stilhed.

Der skal sikres placeringsmuligheder til støjende virksomheder og anlæg, herunder skal der sikres mulighed for etablering og udvidelse af større infrastrukturanlæg som veje, jernbaner, transportcentre, havne, lufthavne.

Forsvarets behov for øvelsesområder med støjende aktiviteter såsom skydebaner skal tilgodeses.

Redegørelse til mål

Trekantområdet gennemskæres af mange infrastrukturanlæg som stærkt trafikerede veje og jernbaner. Mange mennesker oplever støj som en af de største miljøbelastninger i byerne, men også uden for byerne giver støj anledning til gener både i forhold til boliger og i forhold til natur- og landskabeligt værdifulde områder. Bestemmelserne om støjbeskyttelse i planloven, den fælles hovedstruktur for Trekantområdet Danmark og retningslinjerne skal medvirke til at forebygge, at der opstår konflikter mellem støjende og støjfølsomme aktiviteter og anvendelser. Dette for at sikre menneskene mod støj, men også for at sikre virksomheder mod etablering af f.eks. naboboliger, som vil være med til at skærpe miljøkravene til virksomheden og eventuelt lukke den på længere sigt.

Støj er en uønsket lyd, der medfører gener for det enkelte individ. Mulige støjkilder er veje, jernbaner, havne, lufthavne, virksomheder, forlystelsesparker, vindmøller skydebaner, motorsportsanlæg, forsvarets øvelsesområder med videre.

Udgangspunktet er, at støjfølsom anvendelse ikke placeres i støjbelastede områder. Ved støjfølsom anvendelse forstås bolig- og sommerhusområder, institutioner, skoler, plejehjem, hospitaler samt rekreative områder såsom parker, kolonihaver, campingpladser og lignende.

Støj opfattes og påvirker forskelligt. F.eks. benyttes mange institutioner kun om dagen, mens andre institutioner såsom børnehjem og hospitaler benyttes døgnet rundt og derfor altid er støjfølsomme. Hoteller, der ligger ved lufthavne og motorveje, er ikke helt så støjfølsomme som andre hoteller, fordi gæsterne typisk har en enkelt eller to overnatninger, og hotellerne i øvrigt har en god støjisolering, så kravet til det indendørs støjniveau overholdes.

Mens bygninger kan isoleres mod støj udefra, kan udendørs arealer være vanskelige at afskærme mod støj. Det er umuligt at dæmpe støj fra fly i haver og på rekreative arealer, mens f.eks. vejstøj kan dæmpes ved anvendelse af støjdæmpende asfalt eller støjskærme. I det hele taget er teknologien en medhjælpende faktor til at få dæmpet støjen, bl.a. ved udvikling af specielle dæktyper til bilerne og ved udvikling af mere støjsvage flytyper.

I den konkrete planlægning er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskellige støjkilder, som hver for sig påvirker det pågældende område. I bykernerne vil der ofte være støj fra flere forskellige kilder, som gør, at de vejledende støjgrænser ikke kan overholdes for hele området. I sådanne områder må der foretages en vurdering og afvejning mellem attraktivt beliggende boliger i byens centrum og en alternativ beliggenhed i randen af byen, hvor støjbelastningen er mindre. Den alternative placering vil også være transportkrævende og i strid med intentionen om at fremme byfortætning.

I henhold til de seneste ændringer af støjvejledningerne gælder, at der i eksisterende støjbelastede boligområder eller områder med blandende byfunktioner, hvor det ikke er muligt at overholde de vejledende støjgrænser i området, kan accepteres, at støjgrænserne kun overholdes på de udendørs områder i umiddelbar tilknytning til boligen, der anvendes til ophold. Endvidere kan det accepteres, at støjgrænsen ikke overholdes på boligens facade, men at der i stedet stilles krav om overholdelse af et støjniveau (støjniveauet er specifikt fastsat i de anførte vejledninger) inde i boligen med åbne vinduer. De lempede regler kan ikke anvendes ved ændret arealanvendelse, og der bør ikke planlægges nye boliger, hvor grænseværdien i forhold til vejstøj overskrides med mere end 10 dB.

En særlig situation er byomdannelsesområder, hvor et erhvervsområde under afvikling påbegyndes udnyttet til nye, mere støjfølsomme formål. Her skal en overgangsordning sikre, at de virksomheder, der skal blive i området, er indstillet på den nye anvendelse, og at de får en rimelig frist til at tilpasse sig den (max. 8 år), og at det i denne periode kan accepteres, at de vejledende støjgrænseværdier overskrides med op til 5 dB.

Lokalplaner skal indeholde bestemmelser, der sikrer miljøfølsomme områder mod støj.

Det er bygherrens/investors opgave at dokumentere, at det pågældende byggeri/anlæg kan overholde de vejledende støjkrav.

Faktaboks

Støjkonsekvensområder er de nærområder omkring særligt støjende anlæg, hvor der må tages særlige støjmæssige hensyn ved planlægningen af arealanvendelsen.

Støjkonsekvensområderne afgrænses i forhold til støjfølsom anvendelse med udgangspunkt i de bekendtgørelser og vejledninger, der gælder for de forskellige støjende aktiviteter.

En ajourført oversigt over vejledninger og bekendtgørelser kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Faktaboks

De vejledende støjgrænser er et mål for en støjbelastning, som Miljøstyrelsen finder er miljømæssigt acceptabel. De vejledende støjgrænser er forskellige afhængige af støjkilden, da forskellige typer af støj ikke er lige generende.

Grænseværdierne til planlægningsbrug er udtrykt ved Lden, der er den nye indikator for vej- og togstøj, og som også bruges generelt til støjkortlægning. De angiver på en enkel og overskuelig måde, hvor der er risiko for, at støjen fra den betragtede støjkilde, f.eks. en virksomhed, er højere end de vejledende støjgrænser.

En nøjere analyse, for eksempel i forbindelse med lokalplanlægning af et område i nærheden af en eller flere virksomheder, kan dog vise, at de vejledende støjgrænser i vejledning 5/1984, som udtrykkes ved Lr for dag-, aften- og natperioden hver for sig, er overholdt i det område, der undersøges, selvom de vejledende grænseværdier til planlægningsbrug er overskredet. Grænseværdierne til planlægningsbrug er således udelukkende et planlægningsværktøj. Ved konkrete afgørelser til regulering af støj fra virksomheder i form af påbud eller støjvilkårene i en miljøgodkendelse anvendes fortsat anvisningerne i vejledning 5/1984.

De vejledende støjgrænser er som nævnt et udtryk for en støjbelastning, som vurderes at være miljømæssigt og sundhedsmæssigt acceptabel. Der er tale om en afvejning mellem de virkninger støjen har på mennesker, og samfundsøkonomiske hensyn. Typisk vil de vejledende grænseværdier svare til et støjniveau, hvor omkring 10 - 15 % af befolkningen (de mest støjfølsomme) angiver at være stærkt generet af støjen. Hvis støjen er lavere end den vejledende grænseværdi, vil kun en mindre del af befolkningen opleve støjen som generende.

Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57