Hovedstruktur og retningslinjer
Rammer for lokalplanlægning
Hvad gælder for mig
Kommuneplantillæg

Forside / kp13 / Hovedstruktur og retningslinjer / Trafik og transport / Veje / Veje: redegørelse

Veje: redegørelse

Eksisterende vejnet

Vejnettet består af offentlige veje, private fællesveje og private veje

Det offentlige vejnet er opdelt i kommunevej og statsveje. Det er Haderslev Kommunes og statens ansvar at det offentlige vejnet har en standard og kapacitet, der imødekommer borgernes, erhvervslivets og turisters behov for transport og fremkommelighed.

Det kommunale vejnet udgør ca. 1500 km vej. Haderslev Kommune har ansvaret for udbygning og vedligeholdelse af dette vejnet. Staten har ansvaret for ca 63 km statsveje. Øvrige veje er private fællesveje eller private veje.

Kommuneplanen fastlægger retningslinjer for vejnettet, planlagte veje/vejforlægninger, trafikale forhold ved byudvikling samt trafik og landskabelige interesser. Retningslinjerne beskriver bl.a. en opdeling af vejnettet i vejklasser og en oplistning af hvilke nye veje/vejforlægninger der planlægges udført, herunder udbygningen af vejstrækningen Vojens-Haderslev.

Mulige vejanlæg

På de strækninger, hvor der er eller på sigt kan blive problemer med at sikre en passende fremkommelighed, undersøges mulighederne for at udbygge vejnettet eller anlægge helt nye veje til aflastning for eksisterende veje.

De mulige vejanlæg er vist på kort, der kan ses her.

Landevej 323, Haderslev - Gabøl

Der foreligger et skitseforslag for strækningen mellem Harkærgård og Vojens:

Den planlagte udbygning og forlægning kan opdeles i følgende delstrækninger:
• 2-sporet landevej fra vest og indtil hankeanlægget ved Østergade i Vojens.
• 4-sporet landevej mellem hankeanlægget ved Østergade og indtil den eksisterende rundkørsel ved de vestlige motorvejsramper.
• 4-sporet landevej over motorvejen og inklusive rundkørsel og lysregulering ved motorvejsramperne.
• 4-sporet landevej fra rundkørslen ved de østlige motorvejsramper til et tilslutningsanlæg ved Harkærgård vest for Haderslev by.

Gennem de senere år har trafikanterne oplevet tiltagende trafikproblemer på vejstrækningen imellem Vojens og Haderslev. Problemerne opstår først og fremmest i forbindelse med den daglige trafik imellem boliger og arbejdspladser. Det betyder tæt trafik, til tider i form af køkørsel, der danner barriere for såvel krydsende som indsvingende trafik fra sideveje. Disse ulemper mærkes især ved byerne. Med tæt trafik stiger risikoen for trafikuheld. Risikoen er størst i mange store og mindre kryds.

Vejdirektoratet har i 2011 optimeret strækningen fra Vojens til den østlige motorvejstilslutning med rumleriller, ny afstribning, autoværn, stibelysning samt ombygning af krydset ved Hammelev Bygade. Vejdirektoratet har ikke kendte aktuelle planer om udbygning af den strækning, som de har ansvaret for.

Strækningen mellem motorvejen og Haderslev by baserer sig stadig på det tidligere skitseforslag med ny vejføring ved sygehuset.

Nordvestlig omfartsvej

Tidligere har Haderslev Kommune arbejdet med byudvikling mod nordvest, og derfor arbejdet med en nordvestlig omfartsvej til vejbetjening af dette område. Omfartsvejen forudsættes at forløbe fra Ribe Landevej nord og nordvest om Haderslev by til forbindelse med Omkørselsvejen ved Christian X´s Vej. Der er udarbejdet en undersøgelse af hvilken effekt omfartsvejen forventes at kunne få for trafikken på den inderste del af Ribe Landevej. Analysen er gennemført i forbindelse med skitseforslaget for udbygning af strækningen Haderslev – Vojens. Undersøgelsen viser at ca. 25 % af trafikken vil kunne flyttes over på denne nye vej. Det svarer nogenlunde til den forventede trafikvæksten i analyseperioden.

Byudviklingen omkring Haderslev by bygger på den hidtidige planlægning i området og med stor vægt på færdiggørelse af allerede udlagte eller påbegyndte områder. Det medfører, at Kommuneplan 2013 kun inddrager nyudlæg til byformål i mindre omfang i byens nordvestlige del.

Det forventes, at der gennemføres en "Helhedsplan for Haderslev Vest" - se mere i afsnittet Byudvikling. I den forbindelse vil det blive aktuelt at forholde sig til planlægning af en nordvestlig omfartsvej. Vejens linjeføring er vist som en mulig vej på kommuneplanens kortbilag, der kan ses her.

Sydøstlig omfartsvej

En trafikanalyse, der er udført i efteråret 2008, har vist, at der ikke på nuværende tidspunkt er basis for anlæg af en omfartsvej sydøst om Haderslev og Starup. Det kan eventuelt være en fordel at anlægge omfartsvejen på strækningen fra Aabenraavej til Vilstrupvej og fra Lundingvej til Starup Skolevej. Herved kan trafikken forbi de 2 skoler Hjortebroskolen og Starup Skole reduceres væsentligt. De to vejstrækninger er vist som mulige vejanlæg på kommuneplanens kortbilag, der kan ses her.

Haderslev bymidte

Kommunen har i den forløbne planperiode arbejdet med et forslag til trafikplan for Haderslev by, som tager udgangspunkt i en fredeliggørelse af Nørregade ved at fjerne parkering og gennemkørende biltrafik i Nørregade og ved Gravene. En ændring af parkerings- og trafikmønstret har imidlertid betydning for detailhandlen ikke mindst i Nørregade. Da der ikke er vedtaget ændringer, er trafikplanen fra 2004 som udgangspunkt stadig gældende.

En kommende trafikplan for bymidten skal omfatte cykelruter til bymidten og gennem bymidten.

Modulvogntog

Lysbjergvej ved Hammelev er godkendt  til at modtage modulvogntog.

Der er igangsat ombygninger på ved motorvejsramperne på Moltrupvej så der kan modtages modulvogntog ved Bestseller. Der er desuden en planlægning i gang så kørsel med modulvogntog til Sverigesvej fremover bliver mulig.

Hærvejsmotorvejen

Vejdirektoratet er i gang med at undersøge forskellige korridorer for en midtjysk motorvej (Hærvejsmotorvejen), der kan aflaste E45. Der skal i 2013 laves overordnede undersøgelser ift. linjeføringer og miljømæssige forhold. Samtidig arbejder Vejdirektoratet på de trafikale analyser af en ny midtjysk motorvej.

Moltrupvej

Der er i 2012 igangsat analyser af hvordan Moltrupvej kan opå bedre trafiksikkerhed. Strækningen fra Haderslev til rundkørslen på den anden side af motorvejen er meget uheldsbelastet og det er derfor nødvendigt at foretage ændringer på strækningen for nedbringe antallet af uheld. Det vurderes hvilke tiltag der skal udføres i planperioden.

Rundkørsel ved Omkørselsvejen og Chr. X's vej

I planperioden forventes Omkørselsvejens tilslutning til Chr. X’s vej ombygget til en rundkørsel.

Hidtidig kommuneplanlægning

Den hidtidige planlægning for det overordnede vejnet i de hidtil gældende kommuneplaner er i hovedtræk videreført i Kommuneplan 2013.

Planstrategi

I henhold til planstrategien skal Infrastrukturen vedligeholdes og udbygges med det formål at sikre byrådets overordnede vision om, at kommunen skal fremstå som en sammenhængende enhed.

Kommuneplanens mål og retningslinjer understøtter planstrategien.

Sammenhæng med nabokommuner

Der er på vejområdet ingen aktuelle planer, som berører nabokommunerne.

Regional Udviklingsplan

I henhold til den regionale udviklingsplan 2012 – 2015, Det Gode Liv som vækstskaber, er der i Syddanmark enighed om at sætte særlig fokus på tre større infrastrukturprojekter i de kommende år, hvoraf to vedrører de statslige veje: En Parallelforbindelse ved Lillebælt, som trafikalt er mere effektiv og økonomisk fordelagtig end alternativerne samt en midtjysk motorvej til grænsen, der skal aflaste E45 og skabe bedre forbindelser til Billund Lufthavn samt koble Syddanmark, Midt- og Nordjylland bedre sammen.

Statslige interesser

De statslige interesser i kommuneplanlægningen er samlet i Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen – 2013. De statslige mål for og krav til den kommunale planlægning for kommunale veje fremgår af oversigtens kapitel 5.5 trafikanlæg og andre tekniske anlæg.

Det er et mål, at kommuneplanlægningen arbejder for principperne i den politiske aftale om en grøn transport politik fra januar 2009.                               

Det er bl.a. Miljøministeriets mål, at:

  • Transportens CO2-udledning skal ned
  • Vejkapaciteten skal udbygges, der hvor behovet er størst, dvs. der hvor der i dag er de største trængselsproblemer, men også, hvor man kan se, at den fremtidige trafikvækst som følge af erhvervs- og samfundsudviklingen vil kræve en udbygning af infrastrukturen.
  • Broer, veje og jernbaner må ikke ødelægge uerstattelig natur
  • Støj og luftforurening i byerne skal ned.

De væsentligste krav til den kommunale planlægning er:

  • I henhold til planlovens § 11 a, stk.1 nr. 4 er det et krav at kommuneplanen indeholder retningslinjer for beliggenheden af trafikanlæg.
  • I henhold til planlovens §11a stk 1 nr. 4 og LBEK nr. 893 af 09/09/09 om offentlige veje §§27-29 at det skal klarlægges gennem kommuneplanlægningen, såfremt lokale vejplaner og trafiktekniske tiltag vurderes, enten at kunne få konsekvenser for eksisterende eller planlagte overordnede vejforbindelser og trafikanlæg, eller at det vurderes, at kommuneplanen kan få trafikale konsekvenser, der rækker ud over kommunegrænsen.
  • I henhold til planlovens § 11, stk. 3 skal arealreservationer medtegnes på kommunens kortbilag.
  • I henhold til planlovens § 11a, stk. 1, nr 4 og bemærkninger til L571 skal den overordnede infrastruktur og arealreservationer efter konkrete projekterings- og anlægslove indgå som retningslinjer i kommuneplanen.
  • Kommuneplanen skal sikre en fortsat anvendelse af Forsvarsministeriets øvelsespladser, skyde- og øvelsesterræner. Det skal ske ved at sikre, at nye veje ikke gennemskærer områderne og ved at sikre mulighed for trafikafvikling til og fra Forsvarsministeriets ejendomme.
  • I henhold til planlovens § 11a, stk. 1, nr. 8 skal udlæg af arealer til byzone og sommerhusområder tage hensyn til de arealer, der er udlagt til støjende aktiviteter, herunder planlagte udvidelser af områder til støjende aktiviteter.
  • I henhold til LBEK nr. 731 af 21/06/07 om luftfart, §§ 61 – 66 skal kommunerne respektere indflyvningspladser og servitutbelagte områder omkring flyvepladserne og visse luftfartsanlæg.

Kommuneplanens mål og retningslinjer for veje er i overensstemmelse med de statslige krav til kommuneplanlægningen.

Til toppen



Status

Byrådet vedtog kommuneplanen den 17. december 2013.

Bekendtgørelse af kommuneplanen skete den 20. februar 2014.

_____


Statslige interesser i kommuneplanlægningen - 2009

Planloven

Byudvikling i Østjylland

Regional UdviklingsPlan



Kontakt

Haderslev Kommune
Gåskærgade 26 - 28
6100 Haderslev
Tlf 74 34 34 34
Fax 74 34 00 34
CVR.nr. 29 18 97 57