3.4.2 Særligt værdifulde naturområder


Ud over retningslinjerne for naturområder gælder følgende for de særligt værdifulde naturområder:

  • De særligt værdifulde naturområder skal bevares og udvides. Deres helt særlige naturværdier skal sikres og gennem pleje og andre tiltag forbedres. *
  • Der skal stilles vilkår, der sikrer overlevelse og fortsat udbredelse af de arter og naturtyper, der ligger til grund for udpegningen af de særligt værdifulde naturområder.

De udpegede naturområder, herunder de særligt værdifulde naturområder, udgør tilsammen "naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser" j.f. planloven §11a stk. 14.

Særligt værdifulde naturområder er vist på ovenstående kort samt kortbilag 6.

* I Billund Kommune arbejdes der udelukkende med en fastholdelse af arealerne, ikke udvidelse.

De særligt værdifulde naturområder er den delmængde af naturområderne, hvor der skal tages særlige naturhensyn både nationalt og regionalt. I forbindelse med tilladelser og godkendelser skal der stilles vilkår, der sikrer overlevelse og fortsat udbredelse af de arter og naturtyper, der ligger til grund for udpegningen. Disse områder vil i forbindelse med f.eks. naturpleje og naturgenopretning blive prioriteret højere end de øvrige områder.

De særligt værdifulde naturområder er naturområder, som rummer sjældne arter eller naturtyper eller indeholder naturtyper med et højt naturpotentiale. Det vil især være naturområder som i de enkelte kommuners naturkvalitetsplanlægning har en værdisætning eller målsætning med høj naturtilstand eller god naturtilstand (se faktaboks). I de fleste tilfælde har områderne en stor rigdom af arter, som er specielt knyttet til bestemte naturtyper eller til et samspil af forskellige naturtyper. For at sikre en positiv udvikling i de særligt værdifulde naturområder skal der tages særligt hensyn til de arter og naturtyper, der ligger til grund for udpegningen.

Bankel Nor

Naturkvalitetsplanlægning
Naturkvalitetsplanlægning bruges til at fastlægge, hvilken tilstand naturtyper og områder skal opnå, og i hvilken rækkefølge indsatsen skal prioriteres.

Naturkvalitetsplanlægning går ud på at værdisætte eksisterende naturarealer efter en nøjere defineret skala. Samtidig opsættes der målsætning for den ønskede naturkvalitet af naturarealerne. På den måde får kommunerne et klart billede af forskellene mellem naturarealernes nuværende tilstand og den ønskede naturværdi. Hermed dannes grundlag for hvilke hensyn, der lægges vægt på i naturadministrationen, og grundlag for stillingtagen til eventuelle ansøgninger om godkendelser af aktiviteter eller indgreb, som kan påvirke naturområderne. Ligeledes vil naturkvalitetsplanlægningen blive brugt til at prioritere kommunens plejeindsats og projekter.

De særligt værdifulde naturområder prioriteres højt i den offentlige indsats for at bevare og styrke plante- og dyrelivet.

For en række naturtyper henviser Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen til kommuneplanens udpegning for særligt værdifulde naturområder. Det gælder de naturtyper, som er nævnt i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, benævnt kategori 3, se faktaboks. For disse områder vil det være muligt på baggrund af en konkret vurdering at stille særlige krav om en maximal mer-ammoniakdeposition.

For de naturtyper, der er nævnt under Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kategori 1 og 2, varetages beskyttelsen gennem Husdyrgodkendelsesloven.

Naturområder, som er omfattet af § 7 i Husdyrgodkendelsesloven som ammoniakfølsomme naturområder. Kategorierne er nærmere fastsat i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

Kategori 1-natur
Omfatter nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper inden for Natura 2000-områderne. Kategori 1 omfatter desuden alle naturbeskyttede heder og overdrev inden for Natura 2000-områder.

For de Natura 2000-områder, som ikke er kortlagte (primært søer) skal kommunen vurdere påvirkningen.

Kategori 2–natur

  • Højmoser
  • Naturbeskyttede lobeliesøer og heder større end 10 ha
  • Naturbeskyttede overdrev større end 2,5 ha

Kategori 3-natur
Ammoniakfølsomme naturtyper, som ikke er omfattet af ovenstående kategori 1 eller 2. Det er arealer beliggende udenfor Natura 2000-områder og omfatter naturbeskyttede heder, moser og overdrev samt ammoniakfølsomme skove. En skov betegnes som ammoniakfølsom, når:

  • Skoven er gammel (mere end 200 år).
  • Skoven er groet frem på naturarealer, som ikke har været dyrket i mange år (mere end 200 år).
  • Der er forekomst af arter, som er brugt til prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovlovens § 25.

Kommunerne skal for ovennævnte naturområder vurdere om, der skal stilles krav til den maksimale N-merdeposition, efter følgende kriterier:

  1. Naturområdets status i kommuneplanen (særligt værdifulde naturområder, rekreative
    områder, værdifuldt kulturmiljø).
  2. Om naturområdet er omfattet af fredning, handleplan for naturpleje eller en planlagt naturindsats.
  3. Naturområdets naturkvalitet.
  4. Kvælstofbidraget fra andre kilder.

Kilde:
Bekendtgørelse nr. 442 af 13. maj 2016 af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
Bekendtgørelse nr. 44 af 11. januar 2016 om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug.